Sådan kan du tjene penge på dine leads

Hvordan kan en lille is blive til mange store – og gøre en reel forskel? Svaret er simpelt: Fundraising handler om at skabe engagement og give donor lyst til at gøre en forskel. Med de rigtige strategier kan engagementet vokse fra en mikrodonation til fast støtte. Læs vores fem idéer til at skaffe leads, der giver resultater både nu og i det lange løb.

1. Mikrodonationer: Små beløb, flere leads

Kirkens Korshær vandt Fundraisingprisen 2024 med deres kampagne “Giv en is til et udsat barn i sommerferien”. En simpel fortælling, der er nem at forstå og straks skaber klare billeder hos donor. Et kampagnegreb, vi har set i mange former siden “Giv en ged”, men som skal pakkes rigtigt ind for at virke. 

Billedet af det isspisende barn på en varm sommerdag blev fulgt op med engagerende mails, der fortalte, hvordan isen gjorde en forskel. Kirkens Korshær inviterede derefter deres donorer til at blive “Ferievenner” over tre måneder, og det hele endte med, at mange leads blev faste støtter, også kendt som “Barndomsvenner”.

Lærdommen? Gør det nemt og relaterbart for dine leads, og husk at opfølgning med god storytelling er nøglen. Du skal bygge bro mellem den lille donation og jeres generelle arbejde. Hold fast i den historie og det billede, du startede med, da du ved, det er noget, donor kan relatere til. 

Et andet eksempel er Folkekirkens Nødhjælp, der også bruger mikrodonationer i kampagnen “Giv politikerne en huskekage”. For blot en tyver kan man sende en huskekage til politikerne ved Folketingets åbning den 1. oktober. Kagerne skal fungere som en påmindelse om verdens glemte kriser i lande som DR Congo, Sudan og Syrien.

Kampagnen har flere fordele: Den kombinerer humor med et alvorligt budskab, hvilket skaber hurtig opmærksomhed om en vigtig sag, samtidig med det er nemt og hurtigt at donere. Der er en klar kobling mellem donors handling og effekten – en historie, vi nemt kan forstå.

Efter donationen vises den klassiske takkeside, men her med et twist. Det fine lead vises nemlig her en ny formular, hvor man får mulighed for at støtte fast i tre måneder, hvilket leder os til næste punkt.

2. Tidsbegrænset støtte: En værktøj i din lead værktøjskasse 

Is-kampagnen brugte tidsbegrænset støtte som en god overgang fra den lille donation til det faste bidrag. Det er et godt trinbræt, som kan hjælpe med at øge engagementet gradvist. På samme vis kan tidsbegrænset støtte bruges til at flytte leads til næste niveau.

Dansk Flygtningehjælp bruger også grebet med den tidsbegrænsede støtte som indgangsvinkel til fast støtte. De gør det tematisk på årstiden, hvor kampagnen “Giv vand og mad i tre måneder” passer med årets varmeste og tørreste perioder. 

Ligesom med is-kampagnen har de en tydelig historie, der nemt kan engagere donor.

 Tip: Test forskellige beløb og tidsrammer.

Beløbsstørrelsen kan have betydning for, hvor nemt det bliver at konvertere dem til faste støtter – og til hvilket beløb. Men som før, er det vigtigste en god plan for, hvordan man engagerer donor løbende, giver feedback på donationens effekt og konverterer dem – både straks og på sigt, hvis det ikke lykkes første gang. 

3. Sms-donationer: Hurtigt og enkelt

Hos OnlineFundraising er vi kæmpe fans af sms-donationer, og det bør du også være. Det er en af de nemmeste måder for folk at bidrage på, og de kræver minimal indsats for donors side.

Et godt eksempel på en sms leadkampagne finder vi hos Hospitalsklovnene, hvor du kan donere 20 kroner ved at sende “SMIL” til 1416. I sig selv en fin måde at få donationer på, uanset om man møder donor på cykelstien, til et arrangement eller på morgenens mælkekarton – og også en fantastisk leadkanal. 

Donor kan nemt tage første trin, og så kan du følge op med flere måder, donor kan engagere sig på. 

fundraise via sms - gade

Det kan være en god idé at have flere muligheder til rådighed, når du kontakter donor. Tænk på, at den første kontakt starter allerede ved retursvaret – altså den overtakserede besked, som trækker pengene. Test forskellige budskaber og muligheder og mål effekten på, hvor mange donorer der ender med at blive faste støtter. Tænk langsigtet og mål på de samlede omkostninger ved kampagnen, så du kender den nøjagtige leadpris. 

4. Fra underskrift til donation: Et oplagt leadflow

Underskrifter er efterhånden en klassisk leadkanal. De fleste underskrivere ved godt, at de kan risikere et kald efter underskriften. Så hvorfor ikke møde dem i øjenhøjde og bede om en donationer med det samme? Her er engagementet størst og følelsen varmest. 

Organisationer som Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Oxfam Danmark har brugt denne metode med god success.

Teknisk set kan det gøres enkelt, både for jer og for donor: På takkesiden indlejrer du en donationsformular, som kædes sammen med den første. 

Så behøver donor ikke indtaste de samme oplysninger igen, når de donerer eller giver fast støtte. Giv donor så meget frihed som muligt, fx til selv at sætte beløbet. 

Du kan læse mere om, hvordan Oxfam Danmark har gjort det her. 

5. Webshoppen: Fra kunde til leads med muligheder

Har du ligesom Verdens Skove en webshop? Så sidder du måske allerede på en guldmine af leads.

Folk, der køber dine produkter, har allerede vist interesse for din sag. Men bruger du de leads tilstrækkeligt?

Dine leads vil falde i flere kategorier: 

  • Nogle kan overtales til at købe mere, fx når der kommer nye produkter af samme type – det kunne i Verdens Skoves tilfælde være nye kaffebønner
  • Andre kan lokkes til at give enkeltdonationer, som en del af lead flowet
  • Endelig er der dem, som er klar at blive faste støtter – ikke alle, men nogle

Fælles for dem er, at de skal løftes fra det traditionelle købsflow (tak, varen er på vej) til at forstå jeres historie. Det kan ikke gøres med to-tre mails, men kræver ofte noget mere. Sørg for at bygge jeres mails, så de er klikbare – og brug de klik til at blive klogere på modtageren. Brænder de for klima eller kvinder? Er den lille historie eller den store bevægelse vigtig? Er de klar til det store ask?

Brug tid og kræfter på at udvikle et stærkt flow, der taler direkte til donors hjerte. Hvis du gør det rigtigt, kan din webshop blive en kilde til både mersalg og fremtidig fast støtte.

Kender du en, der bør læse denne artikel?

Del på LinkedIn
Send den i en e-mail

Hold dig opdateret

 Vil du have nyheder, inspiration og viden om digital fundraising direkte i din indbakke?
Så bliv en del af fundraisingholdet og modtag vores nyhedsbrev. 

Du kan forvente nyt i indbakken en gang om måneden, og du kan altid afmelde dig via link i mail. Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores privatlivspolitik.

Hvor digitalt modne er I?

Hvilke løsninger bruger andre velgørende organisationer?
Det har vi undersøgt!

Få den digitale modenhedsanalyse og bliv klogere på, hvilke løsninger de andre bruger. Hvad udfordrer, når vi tager de digitale briller på?

Du tilmeldes samtidig vores nyhedsbrev, så du også fremover kan holde dig opdateret på de nyeste trends og tendenser inden for fundraising. 

Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores
Privatlivspolitik